Skip to main content
  • Om Skovhuset
  • Udstillinger & projekter
  • Events
  • Undervisning
  • Nyhedsbrev
  • English
  • Om Skovhuset
  • Udstillinger & projekter
  • Events
    • Kommende
    • Tidligere
  • Undervisning
    • Kurser og workshops
    • Billedskole
    • Skoler og daginstitutioner
  • Nyhedsbrev
  • English

Ekstraordinær generalforsamling 26. nov.

 

Indhold

- Indkaldelse.  

- Referat

- Beretning fra bestyrelsen

- Venneforeningens forslag til økonomiaftale 

 

Indkaldelse
 

Mandag den 26. november 2018 kl. 20.15 – 21.30 
Syvstjerneskolens festsal, Skovløbervangen 1, 3500 Værløse

Bestyrelsen for Skovhusets Venner indkalder hermed til ekstraordinær generalforsamling med henblik på ophævelse af foreningen. 

Medbring kuverten som indkaldelsen er sendt i, da denne skal bruges som adgangsbillet.

Dagsorden:
1. 
Valg af dirigent 
2. 
Valg af referent
3. 
Beretning fra bestyrelsen v. konstitueret formand Lars Mathiesen
4. 
Afstemning om ophævelse af foreningen pr. 31. december 2018 
5. 
Anvendelse af formue og afstemning (såfremt foreningen ophæves)
6. 
Udlodning af kunst (såfremt foreningen ophæves)
7. 
Valg af ny bestyrelse (såfremt foreningen ikke ophæves)
8. 
Eventuelt

Ad 3)
Som det fremgår af den vedlagte beretning fra bestyrelsen, har Skovhusets bestyrelse valgt at opsige den økonomiaftale Skovhusets Venner har med Skovhuset. Det betyder, at foreningen ikke længere kan tilbyde medlemmer gratis adgang til ordinære udstillinger og halv pris til særudstillinger. Med denne beslutning har Skovhusets Venners bestyrelse vurderet, at grundlaget for foreningen er væk, og foreningen indstilles derfor til ophævelse. 

Ad 4)
Jf. foreningens vedtægter, kan ophævelse af foreningen alene ske, hvis mindst 2/3 af medlemmerne er til stede. Ophævelsen kan da ske ved simpelt flertal. Er der ikke mødt 2/3 af medlemmerne, indkaldes der inden 1 måned til ekstraordinær generalforsamling med 3 ugers varsel, hvorefter ophævelsen kan vedtages ved simpelt flertal, uanset de fremmødtes antal.
Til orientering er medlemstallet 836 pr. 15. oktober 2018. 

Ad 5)
Såfremt foreningen bringes til ophævelse, er det generalforsamlingen alene der beslutter, hvordan foreningens formue skal anvendes. Formuen skal dog jf. foreningens vedtægter tilgå kulturelle formål i Furesø Kommune.

Bestyrelsen foreslår, at formuen går til støtte af Skolen for Kunst, Design & Arkitektur i Skovhuset

Ad 6)
Såfremt foreningen bringes til ophævelse, skal indkøbt kunst bortloddes. På grund af den særlige situation, har bestyrelsen valgt, at bortlodning sker uden mulighed for prioritering af værkerne.

Udlodning vil ske med uvildig kontrol hurtigst muligt efter ophævelsen og vinderne vil få direkte besked. 

Ad 7)
Såfremt foreningen ikke bringes til ophævelse, skal der vælges ny bestyrelse. Samtlige nuværende bestyrelsesmedlemmer og suppleanter udtræder af bestyrelsen med udgangen af 2018, hvorfor der skal vælges 1 formand, 6 bestyrelsesmedlemmer og 2 bestyrelsessuppleanter.

Kandidater til valget kan melde sig til bestyrelsen inden eller på generalforsamlingen.

 

 

Referat   
Referat af Skovhusets Venners ekstraordinære generalforsamling 
den 26. november 2018.  

Ved indgangen blev der uddelt et bilag indeholdende: Venneforeningens forslag til ny økonomiaftale. Skovhusets tilbud til venneforeningen, Venneforeningens bestyrelses kommentar hertil og Venneforeningens bestyrelses anbefaling om ophævelse af foreningen.                                                        Samt en stemmeseddel

Bestyrelsen beretning v. konstitueret formand Lars Mathiesen, ovennævnte bilag samt referatet   vil ligge som bilag på Skovhusets hjemmeside under Skovhusets Venner.

Konstitueret formand Lars Mathiesen bød velkommen
1.  Valg af dirigent
Hanne Moos (DIR)blev valgt.   

DIR konstaterede at den ekstraordinære generalforsamling var rettidigt indkaldt og beslutningsdygtig. Dagsorden for generalforsamlingen er indkaldt skriftligt og har været offentliggjort på Skovhusets hjemmeside under Skovhusets venner. Tidsfristen på 3 uger er overholdt.

2.  Valg af referent
Troels Raadam blev valgt

3.  Beretning fra bestyrelsen v. konstitueret formand Lars Matthiesen.
Lars Mathiesen (LM) fik ordet og uddybede i sin lange beretning det bilag, der fulgte med indkaldelsen og det bilag, der var blevet uddelt ved indgangen.

Konklusionen på beretningen var, at en enig bestyrelse indstiller til forsamlingen at foreningen Skovhusets Venner ophæves pr. 31.12.18.

Efter beretningen fik de fremmødte adgang til at stille spørgsmål og komme med kommentarer.

Lotte Kristensen spurgte om hvor stor andelen af venner var ved udstillingerne Wood og Skillerum? LM: 182 og 152.

Desuden gjorde hun opmærksom på at det ifølge persondataloven vil være ulovligt at overføre data fra SV til Skovhuset.

Søren Ambeck-Madsen kritiserede tanken om at nedlægge en forening, der støttede en af kommunens vigtigste kulturinstitutioner. Han mente, at den information han havde fået var for dårlig som beslutningsgrundlag, at det fremførte var for løst til nedlæggelse af SV, foreslog at bruge 3 måneder til at finde en løsning.

Jens Rasmussen gav udtryk for, at det handlede om at Skovhuset fik det godt. Det handler om Skovhusets fremtid og hvis Skovhuset er bedre tjent med at vi (SV) ikke er der, så er det det vi gør. Ville gerne vide om der var en repr. for Skovhusets bestyrelse til stede for en kommentar set fra den anden side. Ingen meldte sig.

Knud Trondhjem fremhævede, at status var resultatet af en lang proces, hvor der ikke synes at have været vilje til forhandling fra Skovhusets bestyrelses side.

Eva Kielgast spurgte: ”Hvad bliver der af de søde piger der serverer kaffen for os, åbner og lukker osv ”. Det frivillige arbejde vil lide skade.

Ella Ulbak svarede, at de mange frivillige har været glade for at arbejde i Skovhuset i mange år. Det er ikke sådan at man ikke kan fortsætte som frivillig. Skovhuset vil bare have det på en anden måde. Man skal have en kontrakt, der ville blive flere vagter i modsætning til i dag, hvor man selv bestemmer hvor mange vagter man vil tage.  Også i cafèudvalget har der været et stort arbejde og stort ansvar, men også frihed. Udvalget vil stoppe med årets udgang. Der vil blive et tab af erfaringer i Skovhuset. Ingen er uundværlige, men man ønsker fra Skovhusets side en anden ledelsesform. 

LM slog fast, at alle frivillige også ikke-medlemmer – kan blive værter/medarbejdere og få et inspirerende arbejde i dejlige omgivelser.

Karin Brostrøm spurgte, om de kommunalt udpegede i Skovhusets bestyrelse havde vare aktive i forløbet. LM: De kommunalt udpegede har hele tiden bakket op om Hanne Rudes ønsker og krav.

Annie Riisgaard og Helle Hertel ville meget gerne af med Hanne Rude som formand i Skovhusets bestyrelse.

LM: På møde i bestyrelsen var viceborgmesteren blevet spurgt om han var klar over konsekvenserne: At venneforeningen kunne blive opløst, når vennerne ikke kunne tilbydes goder som f.ex gratis adgang og trykt SkovhusNyt. Svaret var ja.

Hanne Neubert spurgte, om skoletjenesten blev influeret.

LM: Den fortsætter forhåbentligt.

Knud Trondhjem gjorde rede for forhistorien mht. konstruktionen af Skovhusets bestyrelse og Skovhusets Venner. Fremhævede det totalt udemokratiske i valget til Skovhusets bestyrelse.

Finn Søholm konstaterede, at ganske vist er Hanne Rude formand, men et flertal i bestyrelsen har valgt den nye struktur.

LM: De nye vedtægter blev vedtaget med stemmerne 5 mod 3.

Annie Riisgaard ville gerne vide, om Hanne Rude var blevet valgt på samme vilkår som tidligere, dvs. der ikke har været nogen opstilling, og at den afgørende stemme har været den siddende formands.

Niels Pihl havde deltaget i det orienterende møde i Skovhuset d. 23. oktober og oplevet én meget konfrontatorisk tone fra Skovhusets bestyrelse. Det var klart, at Skovhusets bestyrelse vil have en struktur uden venneforeningens indflydelse. Måske mener Skovhusets bestyrelse, at Skovhusets faste bruger- og venneflade er et levn fra fortiden, og at der skal laves et generationsskifte. Måske skal det laves med kniven mere end med smilet.  Men så kan det ikke skade Skovhuset at nedlægge venneforeningen.

DIR: Konstaterede, at debatten nu var afsluttet, og at man gik over til afstemning

4.  Afstemning om ophævelse af foreningen pr. 31.december 2018
DIR redegjorde inden afstemningen for afstemningsreglerne:

  -  Der skal være fremmødt mindst 2/3 af foreningens medlemmer, som stemmer for

     foreningens ophævelse, for at den kan ophæves. Det sker ved simpelt flertal.                                                                                                                                          

  - Foreningen har 836 medlemmer. 2/3= 558. Det er åbenbart, at vi Ikke er så mange medlemmer til stede, at foreningen kan ophæves i aften. 

  -  Ophævelsen kan først ske ved en ny ekstraordinær generalforsamling, som    

      indkaldes inden en måned fra i dag og med 3 ugers varsel.                   

  -  På denne ny ekstraordinære generalforsamling kan det så ved en afstemning besluttes at ophæve foreningen ved simpelt flertal blandt de fremmødte. 

     Der kræves ikke et særligt antal fremmødte.

  -  Er der i aften simpelt flertal imod en ophævelse, falder bestyrelsens forslag væk.

  -  Hele bestyrelsen går så af, som anført i kommentarerne til dagsordenens

     pkt. 7, og der skal vælges en ny bestyrelse.

     Det var reglerne.

 

Der gås nu over til afstemning og det bliver skriftlig afstemning. Alle har fået en hvid stemmeseddel, og på den afkrydses der enten ud for ” for ophævelse” eller ud for ”imod ophævelse” eller der afgives en blank stemmeseddel. 

 Så bliver stemmesedlerne samlet ind og talt op. 

 Jeg vil bede 2 af de tilstedeværende i salen om at være behjælpelig med 

 indsamling af stemmesedler og optælling af stemmer, så der er uvildig

 kontrol.  - Hvem melder sig? Knud Erik Trondhjem og Hanne Neubert

Det kommer til at tage ca. 10 minutter, inden resultatet foreligger.    

 

DIR meddelte afstemningsresultatet:

For ophævelse: 98 stemmer

Imod ophævelse: 32 stemmer

Blanke stemmer: 18 

Ikke afleverede stemmer: 2

Fremmødte: 150

Der er flertal for ophævelse af Venneforeningen

For at ophæve foreningen skal imidlertid mindst 2/3 af samtlige medlemmer være til stede. Derfor skal der indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling hvor afgørelsen om foreningens fremtid afgøres ved simpel stemmeflerhed uanset de fremmødtes antal.

Ny ekstraordinær generalforsamling afholdes 16. januar kl. 19.30 i Skovhuset

               

 Punkterne 5,6 og 7bortfalder på grund af afstemningsresultatet

8.  Evt. 
Helle Hertel beklagede den manglende sociale mulighed for at mødes i Skovhuset i vennernes regi - måske danne en ny forening ”Gamle Skovhusvenner”

LM: Ville anbefale Skovhusets bestyrelse, at det kulturelle arrangement: Uddeling af Skovhusets kunstner-og lyrikerpris fortsætter i Skovhus regi.

Ulrick Moos noterede sig, at der fra flere sider var rettet kraftige angreb mod Skovhusets bestyrelse og understregede, at Skovhusets bestyrelse som udgangspunkt var i sin fulde ret til at ændre husets økonomiske og organisatoriske struktur. Forløbet havde dog langt fra været kønt, hvilket kunne give offentligheden og politikere indtryk af, at forslaget om nedlæggelse af Venneforeningen skyldtes frustration over Skovhusets håndtering af selve processen, altså en slags ”tøsefornærmelse”. Han fandt det derfor vigtigt at fremhæve den reelle årsag til forslaget om nedlæggelse af Venneforeningen, nemlig at de vilkår Skovhuset havde opstillet for fremtidig økonomi og samarbejde nærmest tømte Venneforeningen for opgavemæssigt indhold og dermed overflødiggjorde Venneforeningen. Dens ophør var en logisk følge heraf.

DIR takkede forsamlingen for god ro og orden og gav ordet tilbage til formanden.

LM takkede forsamlingen for fremmødet og for spørgsmål og kommentarer.

4.dec 2018

Hanne Moos                          Lars Mathiesen                   Troels Raadam

Dirigent                     Konstitueret formand                     Referent

 

Beretning fra Bestyrelsen 

v. konstitueret formand Lars Mathiesen.

 

2018 har, som I måske har kunnet fornemme, været et yderst hektisk år.  

I august sidste år ansatte Skovhuset en ny kunstnerisk leder Annette Lindroos, og her fra starten af 2018 er der kommet fem nye medlemmer i Skovhusets bestyrelse. Det er dels 2 nye repræsentanter for Furesø Kommune: Viseborgmester Preben Sandberg Pettersson og Kurt Petersen, dels Venneforeningens nyvalgte formand Jesper Christensen der blev udpeget af Venneforeningen som afløser for David Holst, og endelig drejer det sig om Hanne Rude Petersen og Svend Solvig, der blev indvalgt i Skovhusets bestyrelse ved sidste års julemøde som repræsentanter for husets frivillige. Svend Solvig er senere trådt ud igen, og det samme gælder for Jesper Christensen, der samtidig frasagde sig posten som vores formand. Det slutter dog ikke her, for Ella Ulbak, som var udpeget til at erstatte Jesper, har ligeledes valgt at trække sig fra Skovhusets bestyrelse. 

Som Skovhusets ny-konstituerede formand har Hanne Rude fra starten ikke lagt skjul på, at som hun så det, så herskede der nogle uklare relationer mellem Skovhuset og Venneforeningen omkring Skovhusets  organisation, ansvarsfordelinger i relation til driften af huset  og usikkerhed om de frivilliges tilhørsforhold. De fleste frivillige havde ifølge Hanne Rude indtrykket af, at de havde hjemme i venneforeningen; en misforståelse som Hanne Rude mente burde været rettet for længe siden.

Hvis der skulle have været misforståelser eller usikkerhed omkring ansvarsfordelinger og de frivilliges arbejde, tilbød Venneforeningen skriftligt at fastslå, at vi fuld ud anerkender og bekræfter, at det alene er Skovhusets bestyrelse og ledelse, der har det fulde ansvar for Skovhusets drift, og at ansvaret selvsagt indebærer, at Skovhuset har ledelsesretten og instruktionsbeføjelsen overfor alle frivillige i deres arbejde for Skovhuset.

Det har også været vigtigt for Hanne Rude at revidere Skovhusets gældende vedtægter, der var trådt i kraft så sent som den 1. december sidste år. I henhold til disse vedtægter bestod bestyrelsen af 9 medlemmer med 2 medlemmer udpeget af Furesø Byråd, 2 medlemmer udpeget af SV, 1 medlem udpeget i samråd med Furesø erhvervsforeninger, 1 medlem i samråd med Billedskolen og endelig 3 medlemmer valgt af og blandt Skovhusets venner og frivillige i samråd med bestyrelsen. Ved udpegningen skulle det naturligvis tilstræbes, at de nødvendige kompetencer blev repræsenteret blandt bestyrelsesmedlemmerne.

I de vedtægter, der trådte i kraft den 1. juli i år, og som altså gælder nu, så består Skovhusets bestyrelse fremover af  7 – 9 medlemmer. Heraf udpeges 2 af Furesø Byråd mens de resterende medlemmer udpeges af den siddende bestyrelse, hvor det tilstræbes, at de nødvendige kompetencer er dækket bedst muligt.

Venneforeningen kan ikke være og har ikke været enig i den nu besluttede bestyrelses sammensætning, hvor såvel Venneforeningen som de frivillige er skrevet ud. Vi har derfor arbejdet for at sikre pladser i Skovhusets bestyrelse til såvel repræsentanter for Venneforeningen som til de frivillige. Som vi ser det, kunne ét eller flere bestyrelsesmedlemmer valgt af og blandt de frivillige tilføre bestyrelsen viden om gæsternes oplevelse af huset, om driftsmæssige forhold og samtidig virke motiverende og give de frivillige en oplevelse af at blive set og hørt. Det sidste er ikke mindst vigtigt i en forandringsproces, som den Skovhuset står ved begyndelsen af. 

Og så har vi  gjort opmærksom på, at udpegning af bestyrelsen ved selvsupplering kan rumme en  vis risíko for lukkethed, mangel på fornyelse, kompetence m.v.  

Også den eksisterende økonomiaftale mellem Skovhusets bestyrelse og Venneforeningens bestyrelse har fra starten af året været en anstødssten for Hanne Rude, der fandt aftalen, der kompenserer Skovhuset for vores medlemmers gratis adgang til udstillingerne med 100 kr. pr. medlem, ganske ugunstig. Venneforeningens bestyrelse er i den forbindelse blevet bebrejdet, at vi ikke ønskede en dialog om det fremtidige samarbejde og de økonomiske relationer. Det forstår vi ikke. 

I indkaldelsen til bestyrelsesmøde i Skovhuset i maj skriver Hanne Rude således, at der forud er brugt 2 Forretningsudvalgs-møder med deltagelse af Hanne Rude, Svend Solvig, Jesper Christensen og mig selv til en uformel, indledende diskussion af organisationen og økonomiaftalen. Hanne  foreslår så selv, at bestyrelsesmødet i maj bruges til at fortsætte gennemgangen og diskussionen af den gældende økonomiaftale dateret marts 2016. 

Resultatet af bestyrelsesmødet bliver, at et flertal i Skovhusets bestyrelse beslutter at opsige økonomiaftalen med den begrundelse, at aftalen er problematisk, da Skovhusets og Venneforeningens økonomier er blandet sammen, hvilket giver en uacceptabel afhængighed. Yderligere siges det, at den aftalte kompensation er fastsat som ”et slag på tasken”, og at det derfor er uvist, om Skovhuset får dækning for Vennernes gratis adgang til udstillingerne. Samtidig opsiges også aftalen om økonomien vedr. SkovhusNyt. 

Begge aftaler opsiges af Skovhuset pr. 31. 12. 2018, hvor en ny aftale - ifølge referatet - kan indgås.

Vi kvitterer for modtagelsen af opsigelsen og skriver, at vi ser frem til, at der senere på året kan indgås en ny aftale med udgangspunkt i den iværksatte registrering af Vennernes faktiske besøgstal. Vi  vil derfor afvente et forslag fra Skovhuset om størrelsen af Vennernes årlige kompensation. Med de besøgstal vi nu kender fra besøgsstatistikken, så dækker kompensationen på 100 kr. pr. medlem, så vidt vi kan se, yderst rimeligt for medlemmernes gratis adgang. 

Hanne Rude, der ellers har gjordt sig til talsmand for empiri i forbindelse med fastsættelsen af kompensationen, mener imidlertid ikke at erfaringerne fra udstillingerne ”Wood” og ”Skillerum” giver et retvisende billede, og har derfor besluttet, at tallene ikke skal danne grundlag for vurderingen af kompensationens størrelse.

I august inviterer Hanne Rude 3 medlemmer fra hver bestyrelse til sammen at udarbejde et oplæg til  en fremtidig samarbejdsaftale, og vii giver derfor Hanne Rude de udbedte tre navne, der skal repræsentere Venneforeningen, nemlig: Dorte Borg, Ella Ulbak og undertegnede. Umiddelbart efter meddeler Hanne Rude, at Ella og jeg ikke kan deltage, da vi må betragtes som inhabile, fordi vi sidder i begge bestyrelser.

Det forstår vi ikke. Ifølge vores oplysninger, så må beslutningen om inhabilitet i den konkrete sag være truffet på et forkert juridisk grundlag, og da vi så i øvrigt mener, at vi må have retten til selvstændigt  at udpege Venneforeningens deltagere i arbejdsgruppen, så fastholder vi de tre navne og bliver dermed  ikke inviteret indenfor. Det er så blevet til - i Hanne Rudes udlægning - at Venneforeningen fravalgte at deltage.

Arbejdsgruppen kommer derfor til at bestå af Hanne Rude, Preben Sandberg, Kurt Petersen og Henning Bek, og dermed er flertallet i bestyrelsen på forhånd sikret for en formel vedtagelse af gruppens forslag. Arbejdsgruppens oplæg fremsendes til Skovhusets bestyrelsesmedlemmer den 17. september, og her hedder det: Med afsæt i de økonomiske udfordringer, som Skovhuset har, så ser Skovhuset sig nødsaget til at ændre vilkårene for adgang til deres aktiviteter. Det sker ved pr. 1. januar 2019 at etablere en Klub, hvortil Skovhuset udsteder årskort, som giver adgang til udstillinger, omvisninger, ferniseringer, rabat i caféen, digitalt nyhedsbrev mm. 

Forslaget vedtages allerede på bestyrelsesmødet dagen efter, altså den 18. september uden der endnu er fastsat priser på årskortene og vel vidende at den vedtagne model vil ændre Venneforeningens nuværende struktur, idet medlemskab af Venneforeningen efter den 1. januar 2019 ikke længere giver gratis adgang til Skovhuset. Der udover besluttes det, at nedlægge SkovhusNyt som trykt blad. Jeg gør forgæves opmærksom på, at beslutningen om at introducere det nye koncept plus beslutningen om at nedlægge SkovhusNyt som blad,  så vidt jeg kan se, fuldstændigt vil eliminere grundlaget for Venneforeningens fremtidige eksistens og kan medføre, at Venneforeningens bestyrelse på en kommende generalforsamling vil indstille, at foreningen ophæves.

På Skovhusets bestyrelsesmøde den 18. september blev der også aftalt et fælles møde den 4. oktober for bestyrelserne i Skovhuset og Venneforeningen til drøftelse af situationen. På trods heraf så valgte Hanne Rude allerede den 21. september at informere Værterne om de nye tiltag i Skovhuset, dog uden at nævne den mulige konsekvens, at  Venneforeningens risikerede at ophøre. Derfor følte vi i Venneforeningen behov for dagen efter at give Værterne en supplerende orientering med denne, synes vi, ikke uvæsentlige oplysning, at Venneforeningen kan risikere at lukke.

Der blev på samme møde også aftalt at Venneforeningens medlemmer skulle orienteres den 23. oktober kl. 19 i Skovhuset. Af ukendte årsager blev imidlertid kun de frivillige inviteret til mødet, men som flere af jer trods alt fik mulighed for at deltage i.

Efter orienteringsmødet i Skovhuset den 23. oktober og  efter udsendelsen af Venneforeningens indkaldelse til generalforsamlingen i dag, har vi modtaget to tilbud fra Skovhusets bestyrelse.    Dels et tilbud den 29. oktober, hvor det foreslås, at Venneforeningen kan købe et pensionist årskort for én person til en rabatpris på 225 kr. Til sammenligning bør det nævnes, at årskontingentet til Venneforeningen for pensionister til sammenligning koster 250 kr. 

Den 14. november modtager vi så det tilbud fra Skovhuset, som fremgår af det stykke papir, I fik i hånden ved indgangen. Tilbuddet er, som I kan se, at Venneforeningen  tilbydes at købe et årskort for 1 person til 175 kr. Men selvom prisen nu er billigere, så er det stadig bestyrelsens opfattelse, at prisen er for høj. Vi mener, det vil være svært at retfærdiggøre, at alle Venneforeningens medlemmer tvangsindlægges til at skulle betale så høj en pris; selv de medlemmer der arbejder som frivillige og som dermed er berettiget til at få årskortet gratis. Men også for de mange medlemmer, der måske kun ser en enkelt eller to af årets udstillinger, hænger kortets pris og kortets værdi ikke sammen  Vi mener derfor, at det mest rimelige vil være, at hver enkelte medlem selv afgør om det vil investere i et årskort eller betale entré hvis og når, man besøger Skovhuset. 

Hanne Rude har tidligere givet udtryk for den holdning, at alle entréindtægter og al økonomi bør høre under Skovhuset. Når Skovhuset derfor i deres tilbud til Venneforeningen slår fast, at årskortet produceres og udleveres af Skovhuset og derfor også skal registreres i Skovhusregi med navne og andre kontaktoplysninger, kan man få den tanke, at Skovhuset derved kan opbygge et ”medlemskartotek”, som kan bruges, hvis  Skovhuset skulle ønske at frigøre sig fra Venneforeningen efter udløbet af aftalen, som altså kun gælder i 2019.

Med hensyn til at påtage os produktionen og finansiering af SkovhusNyt som trykt blad er vi, må vi indrømme,  også usikre. Dels om den skønnede omkostning på 50.000 kr. kan holde, og om dels om opgaven kan gennemføres med rimelighed, når Skovhuset erklærer sig uafhængige af evt. deadlines, som der vel altid vil være. 

Ud fra en samlet vurdering er det en enig bestyrelses indstilling og anbefaling  til generalforsamlingen, at foreningen ophæves pr. 31. 12. 2018.

Venneforeningens forslag til ny økonomiaftale

For at sikre Venneforeningens fortsatte eksistens udstyres samtlige af Venneforeningens medlemmer med et Skovhus Årskort dækkende kalenderåret for én voksen til en pris af kr. 125 pr. kort.  Årskortet, der giver gratis adgang til alle udstillinger og til 4 offentlige omvisninger samt 10% rabat i caféen, købes og betales samlet af Venneforeningen den 1. juli hvert år baseret på antallet af medlemmer opgjort pr. denne dato. 

Ud fra det nuværende medlemstal på 836 medlemmer vil det betyde en indtægt til Skovhuset på kr. 104.500*.

Yderligere påtager Venneforeningen sig - for at opretholde SkovhusNyt som trykt medlemsblad -  såvel redigering, produktion og forsendelse inkl. den fulde finansiering af alle udgifter, der skønnes at blive ca. kr. 50.000 for 4 numre. Skovhuset har tilkendegivet, at de gerne stiller allerede producerede kunst- og udstillingsomtaler til fri rådighed for Venneforeningen, og et sådant samarbejde, hvor omtalerne leveres fx en måned før hver ny udstilling, vil givet også være en forudsætning for, at Venneforeningen kan lykkes med opgaven.

*Havde de ca. 170 venner, der ifølge statistikken besøgte hver af udstillingerne ”Wood” og ”Skillerum”, betalt 50 kr. i entré, så skulle de have været af med 17.000 kr. i alt. Regnes der så med et tilsvarende antal venner til endnu en ordinær udstilling og 600 til særudstillingen (entré 70 kr.) ville de her skulle betale 50.500 kr., så vennerne for hele året ville have betalt 67.500 kr. for deres besøg i Skovhuset.

Skovhusets tilbud til venneforeningen
Venneforeningen tilbydes at købe et årskort til 1 person for 175. kr. Årskortet produceres og udleveres af Skovhuset og registreres derfor i Skovhusregi, hvorfor navne og øvrige kontaktoplysninger også registreres her.

Skovhuset stiller allerede producerede kunst- og udstillingsbeskrivelser til fri benyttelse for venneforeningen i forbindelse med dennes produktion af et trykt medlemsblad. Skovhuset er uafhængig af evt. deadlines, der måtte fastsættes i forbindelse med denne produktion.  

Denne aftale gælder i 2019.

Venneforeningens bestyrelses kommentarer:
For at tilgodese medlemmernes ønske om fortsat at modtage et trykt SkovhusNyt, foreslår Venneforeningen som nævnt ovenfor, at påtage sig hele produktionen og finansieringen af bladet, der skønnes fremover at ville koste Venneforeningen 50.000 kr. mod 26.000 kr. nu. I betragtning af, at typisk 10 ud af bladets 15 tekstsider vedrører Skovhuset, vil det være usikkert om opgaven overhovedet kan gennemføres, når Skovhuset erklærer sig uafhængig af evt. deadlines, der måtte fastsættes.

Skovhusets krav om en pris på 175 kr. pr. årskort giver en samlet udgift for vennerne på 146.300 kr. svarende til 63% af Venneforeningens samlede kontingentindtægter på 233.000 kr. Det reducerer Vennernes  mulighed for at støtte Skovhuset ved køb af kunst til udlodning fra  50.000 kr. til  8.000 kr., som er det beløb der vil være til rest,  når udgifterne til et eventuelt medlemsblad ( 50.000 kr.),  udgifterne til uddeling af kunstnerpriser ( 12.500 kr.) og udgifter til Nets, bank og diverse ( ca. 16.000 kr.) er afholdt.

Med til det samlede billede hører også, at Skovhusets Venner ikke længere vil være repræsenteret i Skovhusets bestyrelse og dermed uden formel indflydelse efter Skovhusets vedtægtsændring pr. 1. juli i år.

Venneforeningens bestyrelse kan ikke anbefale, at Venneforeningen videreføres på dette  grundlag, og vil derfor fortsat indstille til generalforsamlingen, at foreningen ophæves.
 

 

 

 

Skovhuset Kunst & Natur - Ballerupvej 60 - 3500 Værløse - Telefon 70 60 20 16 - skovhuset@skovhuset.org