Lars Bukdahls tale til Katinka Søby

Tale for Anatolija Elg AKA Katinka Bukdahl Søby ved udnævnelsen til Året Skovhuslyriker 2018 

Jeg ser bedst med blanke øjne

Årets Skovhuslyriker har jeg kendt hele hendes liv, men det opdagede jeg først, efter jeg havde læst og antaget hendes digte til Hvedekorn. De ankom til forlaget i en lille konvolut med maskinskrevet adresse, indeni lå digtene, også maskinskrevne, og tydeligvis på et ægte, gammelt, akustisk hakkebræt og ikke nogen elektrisk maskine, som den jeg skrev mine egne første digte på; jeg har aldrig haft finger- og armkræfter til rigtige skrivemaskiner. Der var et lille følgebrev, også maskinskrevet og meget nonchalant på linieret papir, der lød sådan her: 

  ”Kære Lars Bukdahl/ Jeg er årgang 2001, og har aldrig før være udgivet. Hverken i Hvedekorn, Playboy eller på The Golden record.// Ville være fedt hvis du ville sende mig kritik på mail: Anatolijaelg@gmail.com/Med totalt ærbødigt ængstelige hilsner,/ Anatolija Elg.”

  Jeg ved godt, at folk herunder unge digtere helt realistisk kan hedde de underligste ting, og man skal passe på med at sætte spørgsmålstegn ved autenticiteten af deres navne, men altså, folkens: ANATOLIJA ELG! Det lugtede langt væk, til ødemarken på grænsen mellem Finland og Rusland cirka, af et dæknavn. Men pseudonymer er jo kun interessante kriminalmysterier, hvis der er noget ved de tekster, der er signeret med det mistænkelige navn. Og det var og er der, men de forekom også, digtene, og det styrkede mistanken jo, alt for drevne og selvsikre i deres springske julelege til en 16-årig piges hakkebræt. Jeg skrev følgelig følgende, temmelig lange svar:

  ” Kære Anatolija Elg/ Tak for digtene til Hvedekorn. Du kan jo ikke gøre for - hvis du ikke kan det! - at dit flotte navn lyder som et pseudonym, og at jeg derfor også kommer til at mistænke dine digte for ikke at have rent mel i posen. De har i hvert fald poetisk talent i posen, så derfor smider jeg alle mistankerne overbord og vælger bare at gå rent ind for din halvt ironiske, halv troskyldige spilfærdighed, i hvert fald når den spiller stærkest, når du nemlig ikke bare nøjes med vitser og mekanik, men i høj fart syrer preciøst dernedad, og det synes jeg, du gør i tre-fire digte, (meget renfærdige) ”sørger meget for tiden”, ”fuglen i felten”, ”sandkage” og MÅSKE også ”feberdrøm”. Du skal selvfølgelig læse en masse mere ung og gl. poesi og lade dig inspirere intenst, fra Laus Strandby og Peter Laugesen og Marianne Larsen til Signe Gjessing og Cecilie Lind og Sophia Handler. Er du rar meget snarligst at sende de 4 nævnte tekster på 1 word-fil til hvedekorn@live.dk og også opgive en postadresse!?mange hilsner/ Lars Bukdahl/ Redaktør af Hvedekorn”

  Og her er som eksempel på det typisk Anatolijaske, lumsk højfrekvente vid – lumsk fordi hård inderlighed rasler mærkbart lige under overfladen – førstnævnte digt, ”sørger meget for tiden”, der også blevet det første i hendes bidrag, i nr. 4, 2017:

  ”jeg sørger meget for tiden// mest fordi/ jeg ser bedst med blanke øjne// vander verden med mit mismod// vander// klokkeblomster/ smørblomster// mest fordi/ jeg ikke får nok lommepenge// avler jeg tårer/ 200 kr/ literen/ kom og køb// kom og døb/ dit barn i mismod// mest fordi/ ingen aer modmissen/ eller den sorte kat// kun den hvide/ kun fordi/ verden behøver vand/ og jeg alligevel bærer/ rundt på en vandkande”

  Til sidst i Anatolijas svar på min mail, vedhæftet endnu et par digte, tilføjede hun: ”PS: min adresse er Lillegrund 21, 2300 KBH S”. Hvilket jo er en fuldstændig tilforladelig, ikke-russisk-finsk adresse, bortset fra at jeg genkendte den! Som min søster Dortes! Ergo måtte Anatolija Elgs virkelige identitet være min niece Katinka Bukdahl Søby, som aldrig overfor mig havde røbet nogen lyriske inklinationer. Det var alligevel smukt spillet – for at undgå korrupt, familiær bias. Komplet renfærdigt lykkeds det for hendes talentfuldhed at blive set og anerkendt. 

  Umiddelbart lod jeg som ingenting og korresponderede videre med Katinka som Anatolija om korreturmæssige materier, men da jeg så skulle invitere hende til lanceringsoplæsning orkede jeg ikke maskepien længere og skrev til Anatolija: 

  ”Hvis nu du ude i virkeligheden er den jeg tror du er, ud fra din adresse, som jeg kender, og hvis du nu siger ja til at læse op - hvilket du skal! - hvor hemmelig skal din virkelige identitet så forblive!?”

  Og Anatolija svarede som Katinka:

  ”Og nu når alligevel min identitet-hemmelighedsfilm er knækket, hvad jeg måske egentlig også havde regnet med, kan du for min skyld sagtens kalde en Bukdahl for en Bukdahl. ”

  Og som Katinka læste hun yderst sikkert og autoritativt op af sine energiske fiksfakserier. Og som Katinka har hun netop fået antaget en ny portion digte, til Hvedekorn nr. 3, 2018, som er næsten febrile i deres perfekt fræsende legesyge. Både som redaktør og onkel er jeg forbandet stolt. Ikke mindst over den fornemme titel som Årets Skovhusdigter, vejen til hvilken josom berettet her, er sit helt  egengode  digt, som skrevet står allerførst i en af Katinkas ny digte:

  ”En svale ville nok sige/ at valsen var slingrende/ og en falk/ at den var vandrende”

  Tillykke, Anatinka!