Riter og mørke: foredrag og installation - Johanne Lykke Naderehvandi og Sabine Wedege
Riter og mørke: foredrag og installation - Johanne Lykke Naderehvandi og Sabine Wedege
Foredrag
Tirsdag, Januar 16, 2024 - 17:00 - 18:30
Vinteren er lang og mørket har været omkring os længe. Skovhuset Kunst & Natur inviterer denne aften til foredrag om, hvordan vi bruger og forstår mørket. Måske kan vi i mørket og ritualerne lede efter nye fællesskaber. Vi undersøger ritualer og mørkets indvirkning på menneskets kultur og vores relation til hinanden og naturen. Oplev billedkunstner Sabine Wedeges kunstinstallation og oplæg af forfatter Johanne Lykke Naderehvandi.
Denne aften afsøger vi nye fællesskaber, nye udtryks- og samværsformer. Under 'Riter og mørke' undersøger vi ritualets kraft og mørkets rolle for menneskets forhold til naturen. Vi kigger gerne imod fortidens nordboere og deres anderledes tilgang til og omgang med naturen, men hvordan forbinder vi os til hinanden og omgivelserne i dag? Kræver det helt nye kollektive væremåder for at være i verden på ny?
I sit oplæg behandler forfatter Johanne Lykke Naderehvandi besværgelsen som litterær form, sproget som magisk materiale og skrivehandlingen som ceremoni. Mens billedkunstner Sabine Wedeges installationsværk søger at vække vores refleksive sans gennem undersøgelser af materialitet og lyd for ritualet. 'Riter og mørke' kan måske vise os nye måder at se det velkendte på - og samtidig åbne døre til at se omgivelsernes forandringer.
Johanne Lykke Naderehvandi er skønlitterær forfatter. Hendes seneste roman, Strega, var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, Svenska Dagbladets Litteraturpris og EU’s Litteraturpris 2021. Sideløbende med sit forfatterskab arbejder hun som litterær oversætter og har sammen med Olga Ravn drevet skrivekurset Hekseskolen i København.
Sabine Wedege er billedkunstner, uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i Århus og Kunstuniversitetet i Beograd. Hendes tværfaglige praksis fletter forskning og historiefortælling sammen, primært gennem skulptur, tekst, lyd og video – baseret på forskellige referencer, herunder esoterisme, folklore, hedenskab, feminisme, økologi, internetkultur og teknologier. Værkerne forener associationer via forbindelser fundet i historien til vores nutid, hvilket resulterer i nye konstellationer.
Caféen vil være åben en time før arrangementets start.
Billetprisen til arrangementet er 75 kr. og kan købes via billetto.dk eller på dagen ved indgangen. Som medlem af Skovhusklubben kan man købe billetter til halv pris ved indgangen eller ved at reservere billet pr. e-mail til skovhuset@skovhuset.org.
Foto: David Möller