Kunstcafé og koncert
Kunstcafé og koncert
Vær med når Skovhuset i oktober arrangerer kunstcafé med de aktuelt udstillende kunstnere. Eller når Beethovens 250 års fødselsdag markeres med en koncert i et samarbejde med Furesø Musikskole.
Kunstcafé med Peter Holm og Torgny Wilcke
Søndag 25. oktober kl. 14 afholdes Kunstcafé med Peter Holm og Torgny Wilcke. De to kunstnere er aktuelle med udstillingen Maleri, sektion 1-8, som sætter nye værker i spil i forhold til stedets rum og arkitektur. Begge arbejder med maleri i et udvidet felt, og undersøger hvordan maleri bliver rumligt gennem installationer, tager form som objekter eller spiller op mod forskellige genstande, der normalt har helt andre genkendelige funktioner.
Under arrangement fortæller de om udstillingen og viser rundt blandt værkerne. Kom ind bag udstillingen, og deltag i samtalen. Der er mulighed for at købe kaffe og kage i caféen i forbindelse med arrangementet.
Tilmelding til arrangementet via Billetto.dk er nødvendig. Deltagelse i arrangementet er gratis men kræver køb af entrébillet til Skovhuset. Entrébillet købes i Skovhuset.
Beethoven 250 år
Furesø Musikskole og Skovhuset fejrer sammen Ludwig van Beethovens 250 års fødselsdag med en koncert onsdag 28. oktober kl. 19. Adam Rischel, der er nyansat lærer på Furesø Musikskole og studerende pianist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, spiller klaversonater af Beethoven sammen med Andreas Thrane Sørensen og Mads Fuglsang Ryborg, to medstuderende pianister fra konservatoriet.
De tre musikere er del af Musikkonservatoriets Beethoven-maraton, hvor 32 pianister er udvalgt til at spille Beethovens 32 sonater i oktober 2020.
Program
Andreas Thrane Sørensens spiller op. 10 nr. 3, i D-dur
Adam Rischel, spiller op. 14 nr. 2, i G-dur
Mads Fuglsang Ryborg spiller op. 78, i Fis-dur
Koncerten er gratis, men kræver tilmelding via Billetto.dk.