Skip to main content
  • Om Skovhuset
  • Udstillinger & projekter
  • Events
  • Undervisning
  • Nyhedsbrev
  • English
  • Aktuel & Kommende
  • Tidligere
  • Omvisninger
  • Gardening is Activism II
  • Om Skovhuset
  • Udstillinger & projekter
    • Aktuel & Kommende
    • Tidligere
    • Omvisninger
    • Gardening is Activism II
  • Events
    • Kommende
    • Tidligere
  • Undervisning
    • Kurser og workshops
    • Billedskole
    • Skoler og daginstitutioner
  • Nyhedsbrev
  • English

Lyt til naturen – kunstneren Knud Viktors lydunivers

Lyt til naturen – kunstneren Knud Viktors lydunivers

Et tilbud til skoler og daginstitutioner fra 1. marts 2023
Knud Viktor, Chauve-souris (flagermus)
Knud Viktor, Reflets (refleksioner)
Knud Viktor, Fourmis (myrer)

Mens Skovhuset Kunst & Natur er ved at gøre klar til billedskolens elevudstilling (11.-12. marts 2023) og gruppeudstillingen TERRA: Resonans (1. april - 29. oktober 2023) kan skoler og daginstitutioner opleve to lydværker af kunstneren Knud Viktor - som en forsmag på udstillingerne.

Hvordan lyder naturen, hvis man sætter tempoet ned og bruger sin lyttesans til at zoome ind på dyr, planter, vand og andre fænomener i naturen? Og hvad kan lydene og det at lytte fortælle om naturen, dens tilstand og os selv? Det har Knud Viktor været optaget af i en lang række kunstværker. Fra 1. marts kan skoler og daginstitutioner opleve hans værker i Skovhuset og selv være med til at undersøge lydenes og naturens verden. Vores rutinerede formidlere viser rundt blandt værkerne, stiller opgaver, tager eleverne med ud i naturen udenfor huset og inviterer til, at eleverne selv kan skabe gengivelser og fortolkninger af naturens fænomener gennem lyd og billede.

Knud Viktor (1924-2013) var og er stadig især kendt for sit arbejde med at indfange naturen gennem mikrofonen, helt tæt på. Med lyde af cikader der synger, af vanddråber der falder og af klippesider der skrider, har Knud Viktor komponeret sine lydværker, hvor også de mindste lyde fra naturen, som f.eks. snegle der tygger salat, ormenes lydsignaler til hinanden når de gnaver i træ og kaniner der snorker, danner baggrund for det han selv kaldte ’lydbilleder’.

Med Knud Viktors værker rettes opmærksomheden mod naturens soniske miljø, hvor insekter, dyr og naturens elementer gives stemme og inviterer til at lytte. Knud Viktor har lyttet med mens en række arter er forsvundet og har således lagt øre til de menneskeskabte miljøpåvirkninger planeten udsættes for. Hans værker rummer refleksioner over, hvordan biodiversiteten er blevet drastisk forringet, og indbyder samtidig til en sanselig fordybelse i akustiske økologier og detaljer i naturen, vi oftest ikke lægger mærke til. I lyset af klimakrisens allestedsnærværende realitet og en stærk optagethed i det antropocæne, fremtræder Knud Viktors værker måske mere vedkommende og aktuelle end nogensinde før.

Knud Viktor var dansker men bosat i Frankrig. Hans arbejde er forholdsvis ukendt i danske sammenhænge, men har med sin eksperimenterende tilgang opnået en større anerkendelse i Frankrig, hvor han betragtes som en pioner indenfor feltoptagelse og som en forløber for den akustiske økologi. Hans samlede livsværk består af både lydoptagelser, film, installationer, grafiske værker og lydinstallationer.

Tilbuddet er rettet mod fag som billedkunst, dansk og naturfag. Det varer to timer og indledes med en omvisning og samtale om værkerne efterfulgt af en workshop. Aktiviteter og længde kan tilpasses daginstitutioner. Tilbuddet er gratis for skoler og daginstitutioner i Furesø Kommune. Pris for øvrige kommuner: kr. 600.

For booking og yderligere information, skriv til undervisning@skovhuset.org.

Vi glæder os til at se jer.

Skovhuset Kunst & Natur - Ballerupvej 60 - 3500 Værløse - Telefon 70 60 20 16 - skovhuset@skovhuset.org